Skip links

Realdania, direktør Jesper Nygård

Realdania – filantropi efter amerikansk forbillede

Realdania lægger stor vægt på at bringe parter sammen om at løse problemer i samfundet, fortæller adm. direktør Jesper Nygård i dette afsnit af podcasten Moderne Filantropi. Foreningen Realdania er i sit filantropiske arbejde inspireret af amerikansk fondspraksis – og af Pipi Langstrømpe.

”Der er jo rigtig mange, som tænker: ’Nå, du arbejder i en fond? Der kommer vel syv ansøgninger. Du møder vel ved 10-tiden. Du har en venlig sekretær til at åbne ansøgningerne. Du læser dem, og så siger du ja til tre og nej til fire. Og så spiser du en frokost, så du kan holde kampvægten. Og så går du hjem der ved et-tiden, ikk’?’. Det kan godt være, at fondsverden var sådan for 50 år siden,” siger Realdanias adm. direktør Jesper Nygård i dette afsnit af podcasten Moderne Filantropi og forklarer videre, at sådan ser virkeligheden ikke ud hos Realdania. For hvis man vil have en reel effekt af sit filantropiske arbejde, så kræver det hårdt arbejde.

Realdania blev stiftet som filantropisk forening i 2000 men bygger på en historie, der rækker helt tilbage til 1795, da København brændte, og realkreditten opstod som låneform med henblik på at få opbygget byen på ny. I interviewet fortæller Jesper Nygård om udviklingen i det filantropiske arbejde fra 2000 og frem til i dag.

Amerikansk fondspraksis og Pipi Langstrømpe

Realdania har fra første færd arbejdet meget strategisk med at uddele ”kloge penge” med henblik på at skabe en reel effekt af de filantropiske uddelinger men har taget flere forskellige værktøjer i anvendelse hen over årene. Jesper Nygård fortæller blandt andet om katalytisk filantropi, bevillinger til foranalyser og begrebet ”prædrift”.

”Vi er med før, under og efter”, forklarer Jesper Nygård om Realdanias arbejde med de mange projekter, som foreningen støtter i det byggede miljø. Det vil sige, at Realdania kun i sjældne tilfælde bevilger midler på baggrund af en almindelig ansøgning men i stedet er med til at udvikle projekterne og følge dem helt til dørs i bestræbelserne på at være med til at gøre det danske samfund ”en my bedre hver dag”.

Det filantropiske arbejde er inspireret af amerikansk fondspraksis med udgangspunkt i en problemdrevet, dagsordenssættende og samarbejdsorienteret tilgang.

Det er Realdanias rolle at være den risikovillige, langsigtede og modige aktør, der bidrager til at afprøve nye metoder til at løse udfordringer i samfundet, siger Jesper Nygård:

”Hvis nu udfordringerne med de udsatte boligområder kunne have været løst, så havde en boligminister eller en statsminister jo gjort det. For den sikre måde at blive genvalgt på er jo at løse problemerne. Så når det ikke bliver løst, er det jo fordi, at hverken borgmesteren eller boligministeren eller statsministeren har haft værktøjerne til at løse det. Og det er der, hvor jeg synes, at sådan nogle som os kommer ind i billedet med en grundlæggende teori om samskabelse.”

”Sammen kan vi noget, vi ikke kan hver for sig”, forklarer Jesper Nygård og tilføjer med et glimt i øjet: ”Når jeg skal prøve at være morsom, så plejer jeg at kalde os filantropiens svar på scor.dk” og henviser til Realdanias ønske om at bringe relevante aktører sammen om at løse problemer i samfundet.

Jesper Nygård er meget bevidst om, at Realdania er en magtfuld spiller på sit felt med en formue på knap 22 mia. kr. Det kræver, at man er en ordentlig samarbejdspartner, forklarer han under interviewet og peger op på sit favorit Pipi Langstrømpe citat, som er kommet i glas og ramme og hængt på væggen: ”Den, der er vældig stærk, bør også være vældig rar”.

Podcasten er optaget i 2017 og offentliggjort i nyhedsbrevet Danmarks Fonde